Du kan se min gamle hjemmeside her
Om FINN ULF GRABOWSKI
Über FINN ULF GRABOWSKI –
FØRST PÅ DANSK – THEN IN ENGLISH – UND DANN IN DEUTSCH
ONCE UPON A TIME – Ja sådan begynder alle eventyr.
Der var engang en teenager, som elskede at tegne og male, som jeg nu skal berette lidt om. Teenageren var såmænd mig selv, og her kan De læse lidt om, hvorfor min karriere kom til at forme sig som den gjorde, og hvordan det blev billed-kunsten som endte med at blive årsag til at jeg skiftede tegnetrekant og linial ud med pensler og maling.
I teenage-årene var det frihåndstegning og akvarel-maling som jeg kastede mig over, og senere var det olie-maleriet, som min kærlighed faldt på.
Efter at have fået en matematisk studentereksamen kom jeg heldigvis ind på Arkitektskolen efter at have bestået optagelsesprøven som den gang var så skrap, at kun ca. 10% kom igennem nåleøjet.
Efter en bestået 1. del på Arkitektskolen i Århus, fortsatte jeg mine 2. dels studier i Kbh. på Det Kongelige Danske Kunstakademi, som den gang delte bygninger med Maler-skolen og Billedhugger-skolen på Charlottenborg.
Her blev vi undervist i farvelære, lyslære, perspektivtegning, croquis-tegning og akvarelmaling, og med hensyn til oliemaleriet, som hurtigt blev min store passion, så var der rig mulighed for at kigge maler-skolens elever over skulderen, og aflure dem nogle af “tricksene”.
Det at male med oliefarver er forbundet med flere ulemper, dels tvinges man til at indånde terpentindampene – og det giver hovedpine og skulle efter sigende heller ikke være godt for “de små grå” – så derfor arbejder jeg idag helst med acrylfarver – som også har den fordel at de tørrer dejligt hurtigt – så man allerede efter få minutter kan foretage nødvendige korrektioner, hvilket igen betyder at man kan færdigmale et acryl-maleri på kortere tid end et oliemaleri – hvilket passer vældig godt til mit temperament.
Endelig så skulle acrylfarverne idag efter sigende, være lige så lysægte og holdbare som oliefaver.
Mens jeg i 1982-83 boede og arbejdede som arkitekt i Canberra i Australien, blev jeg klar over at det ikke kun var min familie som ku´ li´ det jeg malede, for da jeg for første gang udstillede en halv snes malerier på et galleri i Canberra, blev de alle solgt på kun tre timer.
Inden jeg kunne tænke på at lukke min tegnestue, besluttede jeg mig til i 2003 at finde ud af, om der måske også var andre end australierne, som kunne finde min kunst så interessant at de ville købe mine malerier.
I 2004 kontaktede jeg den i Århus kendte gallerist, Lis Christiansen, der den gang drev Galleri C i Århus, for at få hende til at bedømme en serie malerier, for at høre om hun mente at det jeg malede var mere end blot hobbyarbejde. Det mente hun var tilfældet – men for at kunne afholde en udstilling, så anbefalede hun mig at jeg skulle vente med at udstille til jeg havde malet 20-30 malerier.
Da godt tre fjerdedele af mine malerier blev solgt på min første udstilling i Danmark, som fandt sted i 2005 på Arkitektskolen i Århus, besluttede jeg mig til, udelukkende at koncentrere mig om billedkunsten.
Siden har jeg bare malet og malet og malet, men hele tiden har jeg forsøgt at efterleve hvad direktøren for ARoS, Jens Erik Sørensen sagde, da han åbnede min udstilling på Arkitektskolen i 2005, nemlig:
“…..Jeg lærte Finn Grabowski at kende i 1990, da han deltog i arkitektkonkurrencen om projektet til det nye Museum for Moderne kunst i Køge bugt, ARKEN, hvor jeg var tilknyttet som museums-kunstnerisk konsulent på projektet og hvor Finn Grabowski ikke lod sig rive med af de postmoderne strømninger som mange arkitekter gjorde det, hvorfor projektet som desværre ikke blev realiseret, også i dag ville have været et godt projekt at udstille kunst i. …………
Han maler rum i en slags Close–Up, og i modsætning til 70érnes fotorealisme, så sorterer Finn i det han ser, så kun det væsentlige bliver tilbage. …………….
Det er på en måde en slags ensomhedens landskab, men uden at være menneske-fjendsk, for der er en glubende livs-appetit i de billeder og det synes jeg er ganske flot – og nu hvor det er blevet gjort bekendt for alle – vil jeg sige, at jeg synes, at det er en meget flot satsning, og man kan jo godt se, at Finn har været ude der, som Svend Wiig Hansen altid beskrev det: At som ung kunstner, skal man ud i det mørke land, hvor de fleste stier, de er betrådt af andre, men efterhånden, så kommer man længere og længere ud – og så er det at prøvelserne skal vise, om man er hård nok til at fortsætte for at finde sit eget sprog – og de der vender tilbage hurtigt – de kommer tilbage og kan kun sige bla – bla- bla , men de andre, de rå, – de besatte, de går helt ud og finder deres eget alfabet, og kommer tilbage og kan formulere et visuelt sprog for os andre .
Når man ser på billederne her – så er der ingen der er i tvivl om, at her er en kunstner der ikke går på kompromis med sit sprog, men er til stede – og det er det vigtige – og ingen er i tvivl om, at du kan formulere det du vil, og teknikken er også til stede.
Jeg vil ikke sige så meget mere, undtagen at jeg synes, at der er født en ny kunstner i Århus – på en eller anden måde – du er trådt frem her i dag, og jeg vil byde dig velkommen, og skal så se frem til, hvordan den unge kunstner udvikler sig over de næste mange år fremover. Skal vi ikke skåle for Finn og sige tillykke”. Jens Erik Sørensen
Det var kloge ord, som jeg lige siden har gjort mig umage for at efterleve, idet jeg stedse eksperimenterer, dels med mine motivvalg og dels forsøger jeg at forbedre mine teknikker, uden at forfalde til at kun at male den slags malerier, som jeg netop måtte have erfaret var lette at sælge.
At det har været tilfældet, bevises vel af, at Alice Helleland, tidl. direktør for Statens Museum for Kunst har udtalt, nemlig at den “SUR-REALISTISKE REALISME”, er en ISME som er opfundet af mig – på samme måde som jeg har opfundet de “ARKITEKTONISKE ABSTRAKTIONER”.
Siden 2005 har jeg udstillet mange steder, både herhjemme og i udlandet, og for mig er det at male blevet den helt store lidenskab, og da jeg ikke bruger min tid på at spille golf, og ej heller har børn og børnebørn, så er der ikke meget der kan forhindre mig i at male.
Heldigvis så har jeg det ikke som en hel del forfattere og billed-kunstnere har det, nemlig det faktum, at de lider af “det hvide papirs fobi” eller “det hvide lærreds fobi”, som ytrer sig på den måde, at det “hvide” blokerer for deres kreativitet. Mit problem, hvis det er et problem, er at jeg har så mange idéer til nye motiver, som jeg kunne tænke mig at male, at jeg ikke har tid nok til at kunne realisere dem alle.
Lige siden jeg første gang vovede at indlevere et portræt-maleri til en censureret udstilling – det var i 1963 – hvor jeg forsøgte at komme igennem nåleøjet på Charlottenborgs Efterårsudstilling – har jeg prøvet at afkode portræt-maleriets hemmeligheder. Idag er det sådan, at jeg er stærkt draget af de udfordringer som portræt-maleriet byder mig, og har de sidste 5-6 år malet et ganske pænt antal portræt-malerier, hvor jeg dog eksperimenterer på en noget afdæmpet måde for at nærme mig det sublime. De intellektuelle udfordringer som portræt-maleri-genren stiller mig over for gør, at jeg meget gerne påtager mig sådanne nye bestillingsopgaver.
About Finn Ulf Grabowski
Once upon a time … well, this is how all fairy tales begin.
Once upon a time there was a teenager who loved to draw and paint. As a matter of fact, the teenager was me, and in what follows, you may read more about why my career developed as it did, and how the visual arts ended up making me work with paint and brushes rather than triangle and ruler.
As a teenager I was most interested in freehand and water colours, and it was not until later that I grew fond of oil paintings. Having finished my A-Levels and passed the entrance test that in those days was so tough that only 10 per cent of the applicants passed it, I was fortunate enough to be admitted to the School of Architecture. When I had completed the first part of my degree in Aarhus, I continued on to study for the second part at the Royal Danish Academy of Fine Arts in Copenhagen, in those days located together with the schools of painting and sculpture at Charlottenborg. Here we were taught chromatology, optics, perspective and life drawing as well as water-colour painting; oil painting soon became my passion, however, and there was every opportunity to observe what the students at the school of painting were doing and learn some tips and tricks from them.
Über FINN ULF GRABOWSKI
ES WAR EINMAL – so fangen alle Märchen an.
Es war einmal ein Teenager, der sich für das Zeichnen und Malen begeisterte. Der Teenager war ich, und ich werde jetzt kurz darüber berichten, warum meine Karriere sich in diese Richtung entwickelt hat, und warum es schließlich die Bild-Kunst war, die mich Zeichendreieck und Lineal gegen Farbe und Pinsel austauschen ließ.
Während der Teenagerjahre habe ich mich vor allem für Freihandzeichnen und Aquarell interessiert, später entstand dann die Liebe zur Ölmalerei.
Nach dem mathematischen Abitur hatte ich das Glück, in die Architektenschule aufgenommen zu werden. Die Aufnahmeprüfung war damals so streng, dass nur etwa 10% der Bewerber sie bestanden haben.
Nachdem ich den ersten Teil meines Studiums an der Architektenschule in Aarhus abgeschlossen hatte, setzte ich meine Ausbildung an der Kgl. Dänischen Kunstakademie fort, die damals in denselben Gebäuden wie die Malschule und die Bildhauerschule auf Schloss Charlottenburg untergebracht war.
Hier hatten wir Unterricht in Farbenlehre, Lichtlehre, Perspektivzeichnen, Croquis und Aquarell. Was die Ölmalerei betraf, die sehr bald meine Passion wurde, bestand reichlich Gelegenheit, den Studierenden der Malschule bei der Arbeit über die Schulter zu schauen und ihnen ein paar “Tricks” abzugucken.